Jeg er ikke sådan en ”urtet” heks, der render rundt uden BH og har rastafarihår. Jeg har bare en lidt mere spirituel værktøjskasse end mange andre rekrutteringskonsulenter.
Sådan siger Rikke Hertz, da Dansk Mode & Textil spørger hende, om ikke det er alternativt, at en stor og kendt virksomhed som Hummel bruger en clairvoyant og spirituel rekrutteringskonsulent.
Hos Hummel kan de godt se, at det er alternativt, men det spirituelle er ikke det vigtigste, forklarer Hummels HR-chef Lone Lisberg.
– Først og fremmest er Rikke rigtig dygtig til sit job. Hun leverer varen. Så er det spirituelle egentlig ikke så vigtigt, men det er en del af Rikkes kompetencer, hvilket fungerer for os.
”Rikkes spirituelle kompetencer giver en ekstra dimension”
Rikke Hertz kalder sig umiddelbart ikke rekrutteringskonsulent. I stedet karakteriserer hun sig som personlighedsjæger, når hun beskriver sit virke.
En betegnelse, som den langvarige samarbejdspartner Lone Lisberg kun kan nikke anerkende til.
– Rikke er meget mere end ”bare” rekrutteringskonsulent. Rikke kan bare noget helt særligt.
Det helt særlige, hun kan – hvad er det?
– Rikke er dybt professionel og virkelig dygtig til sit fag, siger Lone Lisberg.
– Hun finder altid rummelige og meget kompetente kandidater til de stillinger, vi skal besætte, og hun gør det hurtigt og effektivt. Hun har en fantastisk evne til at forstå folk på et dybere niveau, og der er altid god kemi, når vi arbejder med hende. Hun har også et meget omfattende netværk. Spiritualiteten er hendes gave, lyder det.
Lone Lisberg er altså ikke i tvivl om, at det spirituelle giver Rikke Hertz en fordel. Hun bruger ifølge HR-chefen sin intuition helt fantastisk, men når alt kommer til alt, så er det stadig hardcore business.
– Hos Hummel ansætter vi selvfølgelig aldrig på ren mavefornemmelse eller intuition. Lige meget hvor god den er. Vi kigger altid meget grundigt på kandidaternes kompetencer, inden vi kigger på mavefornemmelse. Begge dele kan Rikke.
Intuition som vejviser
Rikke Hertz arbejder med det, hun selv kalder en ”udvidet værktøjskasse”, som hun gennem en årrække har tilegnet sig. Hun afmystificerer derfor gerne det spirituelle og gør det til noget ganske jordnært.
– Spiritualitet er jo i bund og grund det, man er rent værdimæssigt. Det handler langt mere om at bruge sin intuition end det handler om noget andet. Mavefornemmelsen er nyttig, men meget få mennesker lytter til den, forklarer hun.
Ifølge hende ligger der uudnyttet potentiale i mange mennesker, som ikke får lov at blomstre fuldt, da det kan være svært at tilsidesætte en rationel beslutning for en mere intuitionsbetonet ditto.
Det bør flere dog gøre. Og det gør flere, mener Rikke Hertz.
– Det er min klare overbevisning, at især modebranchen kan bruge intuition, rendyrket ”gut feeling”. Det er nok sjældent, at der er en bestemt grund til, at for eksempel pink bliver den helt store farve næste sæson rent rationelt. Det er en fornemmelse hos opinionsdannere, en ”gut feeling”, en intuition, siger hun.
Hovedpersonen selv forstår godt skepticismen, men understreger ret tidligt i samtalen hvad hun er og bestemt ikke er. Belært af erfaring ved hun godt, at folk tænker deres, når hun fortæller om sin spirituelle tilgang til sit arbejde.
– Heldigvis er det ikke så hokus-pokus, som mange tror, når jeg siger det. Når først jeg forklarer, hvad det indebærer, oplever jeg nærmere, at folk synes, det er spændende og faktisk forstår, at disse redskaber er brugbare, siger Rikke Hertz.
”Jeg tager fejl to procent af gangene”
Lone Lisberg tøver ikke med at rose sin personlighedsjæger.
– For Hummel og mig som HR-chef er Rikke en vigtig samarbejdspartner. Vi ved, at når vi henvender os ét sted, så får vi et hav af kompetencer. Hun har igennem ni år leveret dygtige medarbejdere, og det giver en enorm tryghed.
Men tager hun så aldrig fejl?
– Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken, men jeg mindes det ikke. Jeg tror ikke, vi har måtte erkende, at vi har ansat den forkerte, når Rikke har været med i ansættelsesprocessen.
Det stemmer meget godt overens med personlighedsjægerens egen opfattelse:
– Selvfølgelig kan jeg tage fejl. Mennesker er komplekse, alting kan ændre sig hele tiden. Jeg vil dog påstå, at jeg kun tager fejl cirka to procent af gangene, jeg ansætter en kandidat, siger Rikke Hertz.
Ingen dumme spørgsmål – men mange gode
Et gammelt ordsprog lyder, at der ikke findes dumme spørgsmål. Der findes dog spørgsmål, der er mere begavede end andre. Netop den slags spørgsmål er Rikke Hertz ifølge hende selv god til at stille.
– Mange virksomheder er på jagt efter 1000 kompetencer i én og samme nye medarbejder. Det er tæt på umuligt at forene, men en af mine styrker er, at jeg er god til at spore mig ind på, hvad der er, der er helt uundværligt for virksomheden, siger hun og fortsætter:
– Mine clairvoyante evner bruger jeg især til at omsætte kompetencer til et helt menneske.
Det bakkes til fulde op af Lone Lisberg.
– Rikkes sparring er nyttig og professionel. Hun mærker og ser folk på en helt speciel måde. Hun får en kontakt til en form for højere magter. Hendes coaching og karriereudvikling er utrolig værdigfuld for Hummel, lyder det.
Claivoyance som modebranchens nye darling?
En del mennesker vil sikkert tænke på clairvoyance, spiritualitet og andre alternative termer som…
Læs hele artiklen om clairvoyance, Hummel og Rikke Hertz her: http://www.dmogt.dk/nyheder/2016/04/Clairvoyance-optimerer-hummels-rekruttering