For et stykke tid siden proklamerede Anja Andersen i medierne, at hun ønsker at være landstræner en dag. DR-sporten har lavet et længere interview med hende og her afsløres en helt anden Anja, end den vi kender. Anja Andersen taler om kærlighed, spiritualitet, gavmildhed, tilgivelse, indre visdom og frihed.
Anja Andersen i sjældent interview. Om at finde sig selv, et forlist parforhold, om indianer-spiritualitet, om fuck-fingre og fortid, om at blive landstræner og om stadig at være en trussel.
Det er svært at betragte hende som en trussel. Anja Andersen taler om kærlighed, om spiritualitet, gavmildhed, tilgivelse, indre visdom og om at sætte mennesker fri og frihedens magi på en så overbevist måde, at hun med hvert eneste ord giver verden et kram.
Spørgsmålet er, om krammene vil blive gengældt?
Anja Andersen vil tilbage til håndboldverdenen, hun vil gerne være dansk landstræner. Hun vil lade spillerne lede holdet selv ud fra deres naturlige evner, hun vil lade spillerne selv finde et højere formål med at spille, som går udenom resultattavlen, trofæer og angsten for at fejle.
Hun vil befri spillerne for behovet for overhovedet at have en træner. I sidste ende vil hun overflødiggøre træneren.
– Jeg ved godt, at min nye tilgang til ledelse ikke er populær i vores kultur, især fordi det går imod vores kulturelle normer, fordi vi kan lide at tænke i termer af ’os mod dem’, ’vinde og tabe’. Men jeg stoler på, at de, der har brug for at høre det, vil høre det og få gavn af det. Og jeg accepterer også, at det vil blive opfattet som en trussel mod de traditionelle forestillinger, siger Anja Andersen.
Det paradoksale er, at Anja Andersen også blev betragtet som en trussel, dengang hun red med på de traditionelle normer, dengang hun var verdens bedste håndboldspiller, dengang hun praktiserede termerne ’dem mod os’ og ’vinde og tabe’, fordi det hele blev lidt vildere og mere ekstremt med hende på banen og på sidelinjen.
Og endnu mere paradoksalt bliver det, når det står klart, at Anja Andersen i dag har fundet den indre stemme, der dengang blev overdøvet af støj udefra. Når hun i dag har skrællet lagene af ikonet Anja Andersen og dermed er nået ind til den upolerede kerne af mennesket Anja Andersen, der ifølge hende selv fremstår mere ægte og upåvirket, end dengang hun var spiller og træner.
– Jeg har en større bevidsthed i dag i forhold til, hvad der skal til for, at jeg fungerer bedst. Jeg ved, hvad der gør mig glad, og på den måde kan jeg dele og skabe med andre. Jeg synes, jeg har fået den Anja frem, som jeg er kommet her i verden for at være, siger hun.
– Jeg har gennem de seneste år fundet ud af, hvad mit formål her i livet er, hvad min gave er. Det er at være noget for andre mennesker gennem det, jeg føler stor glæde ved; at arbejde med mennesker på en anden måde, end det jeg gjorde tidligere: Ledelse i øjenhøjde baseret på spirituelle principper, siger Andersen, der for to år siden trak sig fra håndbold-sporten.
For nylig meddelte hun så, at hun ønskede at gøre comeback, nu som landstræner.
– De principper vil jeg gerne bruge som landstræner i den nærmeste fremtid, og om det er for herrerne eller kvinderne er uden betydning. Jeg føler mig klar til at komme tilbage og dele det her med den verden, jeg selv er kommet fra, sportens verden. Hvor jeg tidligere var træner med principper, der baserede sig på frygt og kontrol, vil det være anderledes nu.
– Det er ikke den, jeg er nu. Fuck-fingre vil der ikke være mere. Jeg vil sidde stille og roligt på bænken og have tillid til, at spillerne kan det bedre, end jeg kan og så støtte dem ved at lytte, stille spørgsmål og dermed skabe den magi, der opstår, når man sætter spillerne fri til deres egen naturlig visdom, så de kan lede sig selv og holdet og spille for et højere formål end bare resultattavlen.
Det lyder som et opgør med den måde, du blev opdraget af din far på, den måde, du selv blev trænet af Ulrik Wilbek på, og med den måde, du selv var på som træner?
– Det er ikke et opgør. Jeg er færdig med at kæmpe. For mig handler det om at give den bedste udgave af mig selv videre til andre. Det er min måde at vise kærlighed og omsorg for andre på. Det skal jeg ikke holde for mig selv, det skal jeg dele med andre. Det er dét, jeg ser som min gave, siger hun.
Og gentager:
– Det er min gave.
Første del af vejen til oppakningen af den gave skabte ikonet Anja Andersen. Anden del er ved at skabe mennesket Anja Andersen. Hjulpet på vej af en indianer, et forlist forhold, et rumænsk landshold, Al Pacino, en dansk coach og et par nevøer, der fjernede sig fra hende.
Fortryder intet
Hun fortryder intet. Anja Andersen er stolt af, hvad hun har opnået både som spiller og som træner. Guld ved VM, OL, EM, verdens bedste spiller. Med en dræbende attitude og en nærmest blind vindervilje skabt af en kultur, hvor nederlag betød svaghed.
En kultur drevet frem af samfundets krav om resultater i almindelighed og hendes fars høje ambitioner og Ulrik Wilbeks frygtbaserede trænerstil i særdeleshed. En stil, der påvirkede hende negativt i form af angst, men som hun selv førte videre i sin tid som træner.
– Der er ikke noget, jeg fortryder. Jeg er stolt over de ting, jeg opnåede sammen med andre, både som spiller og træner, og der er ikke noget, jeg vil lave om på. Det har gjort mig til den, jeg er i dag, siger hun og fortsætter:
– Der var ikke noget galt med den måde, jeg eller Wilbek gjorde det på dengang. Jeg gjorde dét, jeg gjorde, fordi jeg troede, at det var den måde, man gjorde det på. Det var dét, jeg havde lært. Det skyldtes den kultur, jeg voksede op i.
– Jeg oplevede det jo i skolen, hvor det handler om karakterer og resultater hele tiden, i sportens verden og i hele samfundet med arbejde, materialisme og resultattavler. Der er jo et hierarki, og jeg havde ikke oplevet andet, siger hun.
Den kultur tog hun med i sine trænerjobs efter sin aktive karriere. Og i sine parforhold i privatlivet, hvor arbejdet og kravene om resultater skabte en distance til familien.
– På et tidspunkt stod jeg med et mislykket parforhold, hvor jeg kunne se, at der var nogle mønstre, der gik igen. Jeg kunne mærke, at nu var tiden inde til at gøre op med de mønstre, siger Anja Andersen.
– Eksempelvis sagde mine nevøer, at de meget bedre kunne lide mormor. Det gjorde de, fordi mormor gav sig mere tid til dem, og jeg forstod, at det, de fortalte mig, var, at jeg var fraværende, at jeg arbejdede for meget, og at jeg ikke havde formået at finde en balance mellem arbejde, fritid og familie, fortæller hun.
– Der måtte være mere i livet end dét. Mere end bare at skulle have et større hus og bil; jeg var kommet ind i det her med at være betydningsfuld og materialistisk, som vores kultur jo handler om. Der dukkede sådanne spørgsmål op hos mig, siger Andersen.
– Og når jeg havnede i de situationer, hvor kæden hoppede af, kunne jeg godt mærke, at det ikke helt var hensigtsmæssigt. Så jeg ville gerne lære mig selv bedre at kende og kunne udtrykke mig på en anden måde og tale fra hjertet. Det havde jeg manglet, og det var ikke noget, jeg kunne se var tilstede, når jeg kiggede tilbage i min kulturelt betingede opvækst, hvor man er meget fokuseret på det materielle, at konkurrere, måltavler og de ambitioner og mål, man har sat sig.
Indianeren fra Canada
Svarene kom fra en indianer fra Canada, halvt fra fra métis-stammen og halvt fra og apache-stammen. Et foredrag med Hawk, som han hedder, satte tanker i gang hos Anja Andersen, der siden barnsben havde vidst, at hun en dag ville komme til møde en indianer.
– Efter jeg mødte Hawk, kunne jeg se, hvad jeg havde manglet det meste af mit liv, og det var en spirituel retning, en måde at udtrykke mig på spirituelt uden at opgive min frihed. Det handlede meget om at lære sig selv bedre at kende, hvorfor man er her, hvordan man kan drage omsorg og vise kærlighed for andre. Men også hvad man bidrager med til verden i et større perspektiv med den gave, man har fået.
Kort tid efter, på et tidspunkt hvor hun netop havde sagt op som træner i FCK, blev håndboldlegenden kontaktet af virksomheden Stifinder, der coacher og udvikler ledere i store virksomheder, og pludselig kunne hun se en sammenhæng og en mening, hun ikke havde set tidligere.
– Mit højere formål blev tydeligt for mig: At skabe en læringskultur, hvor både spillere og team spillerne spiller for et højere formål, der ikke handler om at vinde eller tabe. Hvor de selv skal føre an. Ingen kender vores eget selv bedre, end vi selv gør, og spillerne vil dermed komme tilbage til deres egen naturlige evne til at lede sig selv, og dermed bliver det spillerne, der leder teamet.
– Det vil befri dem for behovet for at have en træner og i sidste ende gøre træneren overflødig. Det er interessant, at det er prisen for ubetinget kærlighed. Det med at sætte mennesker fri og se den magi, der opstår, når de kommer ind i det felt og opleve, hvad det skaber, synes jeg, er magisk.
Nogle episoder bekræftede hende i, at principperne også virkede…
Læs hele artiklen om Anja Andersen og de spirituelle landstrænerprincipper her: http://www.dr.dk/sporten/haandbold/interview-anja-andersen-jeg-er-faerdig-med-kaempe-med-min-fortid/